Har du nogensinde oplevet, at dine ord blev fordrejet og udnyttet imod dig? Gang det med 10, og så har du Eva Perssons situation i 2016. I et forsøg på at snakke om ligestilling, blev hun pludselig centrum for en hadefuld debat om barselsloven. Men Eva Persson er ikke typen, der lader sig kue. I dag kæmper hun fortsat for ligestilling, men denne gang også med et personligt ønske om at skabe større respekt for forskellighed i samfundet.
Hvad handler ”Eva Persson-sagen” om?
Måske er du ikke bekendt med debatten om Eva Persson. I så fald – lad os tage et smut tilbage til en efterårsdag i 2016. Den ene dag var Eva Persson en helt almindelig advokat, der deltog i et interview om sin barsel. Den næste dag var hun fanget i en mediestorm med vrede kommentarer på sociale medier, der anklagede hende for at være en dårlig mor. Og hvorfor det? Fordi Eva Persson havde taget en kort barsel. Medierne havde set deres snit til at lave en historie, og pludselig var advokatens forsøg på at snakke om ligestilling forvandlet til provokerende overskrifter.
”Den, der ikke følger loven, må frit dømmes”
Sådan følte Eva Persson det i hvert fald. Det gik op for hende, at barselsloven i Danmark mere blev betragtet som en lov end som en rettighed. Og dem der ikke fulgte ”loven” for den lange barsel skulle så sandelig høre for det. Men Persson genkendte slet ikke sig selv i deres kommentarer. Hun havde ikke taget en kort barsel for at vælge noget fra. Tværtimod gjorde hun det for at kombinere både familieliv og arbejde. Og hvorfor skal kvinder ikke kunne gøre begge dele? Hvorfor kan vi ikke være åbne over for forskellighed? Og endnu vigtigere, hvorfor kan vi som kvinder (og mænd) ikke støtte hinanden i stedet for? I stedet for at mom-shame kvinder, der tager hurtigt på arbejde, bør vi måske snarere anerkende deres hårde arbejde.
Valg, fravalg og fordomme
Siden 2016 har Eva Persson snakket med mange kvinder, der har taget samme valg som hende. Fælles for deres liv er prioritering og grundig planlægning. Det er desværre ikke sådan andre opfatter dem, og derfor arbejder hun for at udrydde fordommene og skabe rum for større forståelse. Vi kvinder skal gøre plads til hinanden og vores forskelligheder – også på barselsområdet. Det er netop noget af det, du kan læse om på hendes blog.