Flere og flere danskere arbejder én eller flere af ugens dage hjemmefra. Særligt starter mange iværksættere deres virksomhed hjemmefra for at spare omkostninger. Desværre har mange spisebordet som arbejdsstation derhjemme – men sådan behøver det ikke at være.
Et ordentligt hjemmekontor kan både give ro og motivation. Her er et par nyttige tips til, hvordan du får lavet en arbejdsstation på hjemmefronten, der fungerer.
Dit helt eget harmoniske hjørne
Det første du skal tage stilling til er, hvor dit hjemmekontor skal være i din bolig. Placeringen er ikke uden betydning. Undgå at kombinere soveværelse og kontor, da du på denne måde mentalt vil forbinde rummet med to uforenelige ting: Arbejde og søvn.
Kniber det med pladsen, kan det være en idé at overveje et flatmate-skrivebord eller et andet pladsbesvarende fold-ud-system. Sådanne løsninger kan på simpel – og stilfuld – vis integreres som en del af stuen, fungere i gangen, eller gemmes under trappen.
Det er nemlig ikke særligt vigtigt hvor stort og prangende dit hjemmekontor er, men i langt højere grad er det indretningen, der er af væsentlig betydning.
Kun plads til det vigtigste
Pak alt det væk, du kan. Forsøg at holde din arbejdsstation så simpel som mulig ved at gemme ekstra printerpapir, blækpatroner og andre reservedele væk. Selv printeren kan i mange tilfælde gemmes væk, da de fleste printere i dag er trådløse.
Indbydende indretning
Selvom du med fordel kan skrabe alt det overflødige væk, er det vigtigt, at du indretter dit hjemmekontor på en måde, hvor du føler dig til rette, og hvor du, paradoksalt nok, kan slappe af.
For nogen betyder det, at der skal lidt friske blomster op i ny og næ, måske et familiebillede, en lykkeamulet, eller hvad end der har værdi for dig.
Finder du nogensinde arbejdsro derhjemme?
Uanset hvor fleksibelt og fristende det end lyder at arbejde hjemmefra, er det langt fra os alle, der egner os til det. Det kan for nogle være næsten umuligt at finde ro derhjemme – uanset hvor harmonisk hjemmekontoret end er – og det er en ærlig sag.
Ligesom mange studerende finder ro i læsesale, kan det ligeledes være en god idé at trække hjemmevirksomheden eller freelancearbejdet ned til en nærliggende café, hvor der er færre overspringshandlinger.