Kategoriarkiv: Inspiration

Hems tips

Tips: Spar plads med en praktisk og hyggelig hems i hjemmet

Hvis du overvejer at foretage boligændringer med pladsbesparelser i tankerne, er det helt oplagt, at du overvejer at købe en hems – eller alternativt bygger én selv.

Praktisk og hyggelig

Tænk på, hvor mange kvadratmeter din seng spiser. Overvej, om du kan udnytte pladsen bedre.

Ja? I så fald, er det helt oplagt at overveje at udbygge soveværelset eller stuen med en hyggelig hems. En hems kan nemlig tage sig ud på mange måder, og det er i princippet kun fantasien, der sætter grænser.

Udover at fungere som soveplads, når natten nærmer sig, kan hemsen i hektiske øjeblikke fungere som det bedste sted at skjule rod – forestil dig lige: Gæsterne er liiige på trapperne, og hele hytten sejler – er det da ikke fristende at parkere hele molevitten tæt på loftbrædderne et par timer? Det er ikke nogen opfordring, men…

Dine børn ville elske det

Mange nye boliger i Danmark har højt til loftet, og flere og flere børnefamilier ser forståeligt nok mulighederne i en hems. Børn synes nemlig typisk, det er hyggeligt og hule-agtigt at sove tæt op under loftet – og så giver det meget mere plads til leg og udfoldelse i resten af rummet.

Hvis du overvejer at investere i en hems til børneværelset, skal du være opmærksom på at sikre trappen med gitre og låger, så den ikke bliver genstand for ulykker. De fleste børn kan færdes sikkert på trapper allerede fra 2-års alderen, og gitter/låge-løsningen vil da i mange tilfælde kun være midlertidig.

Det er ligeledes oplagt at forsyne trappetrinnene med et skridfast materiale, der gør det endnu mere sikkert for børn at kravle op og ned.

Spar plads i ungdomsboligen

En hems-løsning er bestemt ikke bare for børn. Mange unge, der flytter i lejlighed, er betydeligt begrænsede på pladsen, og hvis der er højt nok til loftet (hvilket der er overraskende ofte), kan hemsen frigive væsentlige mængder plads, der giver helt nye indretningsmuligheder.

En hems kan ligeledes vise sig at være en billig løsning, da mange er i stand til at konstruere en hems selv med lidt kammeratlig hjælp. Det anbefales dog altid, at du søger professionel rådgivning, inden du kaster dig over at bygge en hems selv.

 

Tips: Få et harmonisk hjemmekontor

Flere og flere danskere arbejder én eller flere af ugens dage hjemmefra. Særligt starter mange iværksættere deres virksomhed hjemmefra for at spare omkostninger. Desværre har mange spisebordet som arbejdsstation derhjemme – men sådan behøver det ikke at være.

Et ordentligt hjemmekontor kan både give ro og motivation. Her er et par nyttige tips til, hvordan du får lavet en arbejdsstation på hjemmefronten, der fungerer.

Dit helt eget harmoniske hjørne

Det første du skal tage stilling til er, hvor dit hjemmekontor skal være i din bolig. Placeringen er ikke uden betydning. Undgå at kombinere soveværelse og kontor, da du på denne måde mentalt vil forbinde rummet med to uforenelige ting: Arbejde og søvn.

Kniber det med pladsen, kan det være en idé at overveje et flatmate-skrivebord eller et andet pladsbesvarende fold-ud-system. Sådanne løsninger kan på simpel – og stilfuld – vis integreres som en del af stuen, fungere i gangen, eller gemmes under trappen.

Det er nemlig ikke særligt vigtigt hvor stort og prangende dit hjemmekontor er, men i langt højere grad er det indretningen, der er af væsentlig betydning.

Kun plads til det vigtigste 

Pak alt det væk, du kan. Forsøg at holde din arbejdsstation så simpel som mulig ved at gemme ekstra printerpapir, blækpatroner og andre reservedele væk. Selv printeren kan i mange tilfælde gemmes væk, da de fleste printere i dag er trådløse.

Indbydende indretning

Selvom du med fordel kan skrabe alt det overflødige væk, er det vigtigt, at du indretter dit hjemmekontor på en måde, hvor du føler dig til rette, og hvor du, paradoksalt nok, kan slappe af.

For nogen betyder det, at der skal lidt friske blomster op i ny og næ, måske et familiebillede, en lykkeamulet, eller hvad end der har værdi for dig.

Finder du nogensinde arbejdsro derhjemme?

Uanset hvor fleksibelt og fristende det end lyder at arbejde hjemmefra, er det langt fra os alle, der egner os til det. Det kan for nogle være næsten umuligt at finde ro derhjemme – uanset hvor harmonisk hjemmekontoret end er – og det er en ærlig sag.

Ligesom mange studerende finder ro i læsesale, kan det ligeledes være en god idé at trække hjemmevirksomheden eller freelancearbejdet ned til en nærliggende café, hvor der er færre overspringshandlinger.

Danskernes forfærdelige indretningsfejl: Vi er alt for kedelige og mangler kant

Ude i den store verden bliver dansk design stort set altid hyldet. Diverse mode- og indretningseksperter fra rundt om i verden har det med at prise dansk designs minimalistiske tilgang til mode og møbelkunst. Men hvordan ser det ud, når vi tager et kig i danskernes egne hjem?

Den danske stylist og dekoratør Nanna Winthers giver sine bud på hvilke indretningsfejl, vi danskere typisk begår. Opsummerende lyder det: Vi er K-E-D-E-L-I-G-E, roder, har for meget tingeltangel og tager ingen chancer. Lad mig kort gennemgå de værste indretningsfejl, vi danskere begår.

Alt skal være hvidt, hvidt, hvidt

Én ting er at bo minimalistisk, en anden ting er at bo identitetløst og “sikkert”. Mange danske hjem er så kliniske, at en tandlæge ville fryse bare ved synet. Farver er med til at gøre vores hjem personlige, og typisk skal der ikke meget til for at vores hjem bliver mere levende.

“Du behøver ikke bruge 30 forskellige farver i dit hjem, men en kombination af få, lækre farver på enten store flader eller i mindre detaljer kan give dit hjem kant og personlighed.” (Nanna Winther).

Vi mangler kunst

På mange af de hvide vægge i de mange danske hjem, hænger der ikke meget kunst. Et billede hist og her gør utroligt meget for, at vores hjem fremstår personligt og autentisk. Det behøver på ingen måde at være dyr kunst, der pryder vores vægge – bare det er personligt.

Tag det bedste med hjem og sæt dit eget præg

Rigtigt mange forfalder til at kopiere hele møbeludstillinger fra diverse møbelhuse, og ja det ser da typisk nydeligt ud. Men er det også fedt, når naboen kører samme setup?

Forsøg at være kritisk i forhold til hvad det helt præcist er, du kan lide i en given opsætning. Inspiration har aldrig skadet, men der er en hårfin balance mellem at lade sig inspirere og at forfalde til at kopiere og gentage.

Møblerne klistrer op ad væggen

Nu skal der ikke gå feng shui i den, men det ville klæde mange hjem, hvis møblerne fik en mere central rolle. Typisk propper vi den store sofa ned i hjørnet, og så giver det helt sig selv hvor fjernsynet, skænken og sofabordet skal stå.

Hvis vi derimod forsøger at lade møblerne få en mere central rolle, kan rummet få en helt anden dynamik.

TIP: At rykke møblerne 10 cm. ud fra væggene giver også en stor forskel. Prøv det til en start, og hvis du har mod på det, kan du altid eksperimentere i at rykke mere betydeligt rundt på møblerne i dit hjem.

Smid ud – og køb mindre

Vi elsker nips-ting i Danmark. Måske det hænger sammen med vores trang til at gøre alt “hyggeligt”. Men som med så meget andet, kan der være for meget af det gode.

Sagen er nemlig, at vi danskere er rigtigt dårlige til at smide ting ud, samtidig med at vi er verdensmestre i at købe nyt. Disse to ting i en kombination er en sikker opskrift på rod.

I mange hjem er der så mange tingeltangel-ting, at vi næsten ikke har noget albuerum. Lad det bedste stå, og hvis du køber nyt, så smid ud – eller donér det væk.

 

Forandring fryder! 

 

Foråret står for døren – er det måske på tide at skifte gardiner, inden solen for alvor kigger frem?

Om mindre end en uge indtræder foråret, og det betyder forhåbentligt, at solen bliver den primære lyskilde i de udvidede dagstimer i hjem landet over. Har du i den forbindelse overvejet, om du har den rette løsning, når det kommer til gardiner eller persienner? Vi foreslår at du følger den seneste tendens på markedet: Rullegardinet.

Rullegardinet har gjort comeback

Efter mange år hvor der er blevet solgt kilometervis af persienner i forskellige afskygninger, er der de seneste år opstået en tendens, som indikerer, at rullegardinerne igen er hippe. Rullegardinet findes i et hav af forskellige udgaver, farver og former, og med den rette ekspertise kan du let og hurtigt hoppe med på bølgen. Både TextilRingen og Stila har imponerende udvalg, der tæller massevis af forskellige løsninger.

Med eller uden motor?

Foruden forskellige farver og designs, skal du endvidere tage stilling til, om dine rullegardiner skal betjenes manuelt, om de skal være batteridrevne, eller om de skal være udstyret med en motor, der kører på solcelleenergi. De to sidstnævnte valgmuligheder åbner for, at du kan betjene dine gardiner med en fjernbetjening, så du kan lukke solen ind i hjemmet, uden du behøver at røre dig ud af fjerene.

Lysindfaldet får yderligere en dimension med Duo Rollers

Duo Rollers er rullegardiner, der består af to lag stof, som hænger stribevis side om side: Et lag der er transparent, og et lag der ikke er. På den måde kan du selv bestemme lysindfaldet ved at justere de to lag i forhold til hinanden, så du får lige præcis den naturlige belysning, du ønsker i dit hjem.

Hvert hjem er unikt – så hvad er den rette gardinløsning for dig?

Det er lidt ligesom at prøve sko til et par bukser, der ligger hjemme i skuffen, når du kigger på hundredvis af gardiner kilometer fra det hjem, de skal pryde. Hvad gør du? Du kan tage chancen og risikere at skulle ned at bytte gardinerne igen. En anden, lidt mere praktisk, løsning er, at du benytter dig af en såkaldt gardinbus, hvilket er en service, som både Stila og TextilRingen opererer med. En gardinbus er, ikke overraskende, en bus, der er sprængfyldt med gardiner. Det overraskende er nok nærmere, at du kvit og frit kan bestille bussen hjem til dig uden forpligtelser! Således kan du se gardinerne i de omgivelser, de skal hænge i, samtidig med at du har en ekspert med mange års erfaringer til rådighed, som kan guide til, hvad der er den rette løsning for dig.